Pas på dyrene i den søde juletid og når nytåret skydes ind

Vi vil gerne dele de goder, vi har, med vores bedste venner, ikke mindst her i den søde juletid, hvor vi hygger med god mad, juleknas og pynter op. Desværre er det ikke alt, som vi ynder at sætte til livs eller pynte med, der er godt for vores kæledyr. Indtagelse af nogle af julens godter og pynt kan medføre et besøg hos dyrlægen og endda give varige mèn eller ligefrem være livstruende.

En af de store syndere er chokolade, der indeholder theobromin, som hunde ikke tåler særlig godt. Indholdet af det skadelige stof afhænger af typen af chokolade, hvor den mørke af slagsen med et højt kakao indhold er den meste skadelige. De skadelige stoffer påvirker især nervesystemet og kan give anledning til opkast, diarre og kramper. Spiser en hund på 10 kg mere end 30 g mørk chokolade er det af sted til dyrlægen.

En anden trussel er rosiner og vindruer, som indeholder et endnu ikke identificeret giftstof, som også påvirker vores kære hunde og kan give nyreskader. Da det er meget forskelligt, hvor mange druer hver enkelt hund kan tåle, tilrådes det at man så vidt muligt undgår både den friske og tørrede udgave.

I julemåneden elsker vi juledekorationer, som afhængig af moden ofte indeholder spiselige sager som lakridskonfekt, bær og nødder, der er monteret med ståltråd. Til tider kan en lækkersulten hund ikke stå for sagerne og både de dekorative ting såvel som ståltråd bliver indtaget med velbehag. Går det godt kommer det hele ud af den anden ende, men til tider går det galt og de fine dekorationer ender som fremmedlegemer, der enten bliver kastet op, eller måske sidder fast i tarmen og skal opereres ud.

Juleaften når hunden kigger på ande- eller flæskestegen med bedende øjne, bør du modstå fristelsen til at give din hund resterne, da den fedtholdige mad kan give smerter i bugspytkirtlen og benene kan splintre og give problemer med fordøjelsen eller i yderste tilfælde sidde fast i tarmen.

For mange hunde er nytåret ikke så festligt som for os andre – de mange lysglimt, brag og lugten af krudt giver anledning til stress og hundene ved næsten ikke hvilket af de 4 ben, som de skal stå på. En del hunde har brug for en hjælpende hånd op til nytåret og ikke mindst nytårsaften – enten i form af et beroligende kosttilskud, medicin eller en rolig aften i pension. Selv om der er mange ting, som man skal passe på med som kæledyrs ejer i juletiden er det også en hyggelig tid, hvor familier med kæledyr får lidt ekstra tid til hinanden og måske endda til en ekstra gåtur i hundeskoven.