Vi har haft fødselsdag
Tak er et fattigt ord, når man bliver fejret, som vi blev i lørdags.
Viborg Dyreklinik åbnede den 18. august 2017 og med den opbakning alle vores klienter har givet os gennem tiden, er vi nu vokset fra 2 til 14 medarbejdere i dag. Vi er glade og taknemmelige for den tillid I viser os, hver gang I kommer ind af vores dør og overlader Jeres dyr i vores hænder. Og vi lover Jer, at vi gør alt for at leve op til den tillid, og I kan stole på, at vi altid gør os umage.
Og alt Jeres opbakning fik vi virkelig at føle i lørdags. Solen skinnede gavmildt, og klinikken var fuld af godt humør. Her vrimlede med 2- og 4-benede – og ikke mindst plyssede venner, der fik kærlig behandling af omsorgsklovnen Luni Smil. Forventningsfulde, skønne børn stod klar med alt fra dinosaurer til kaniner.
Længere ned af gangen fik hundene lov til at prøve vores vandløbebånd, WaterWalkeren, som vores veterinærsygeplejerske og hundeterapeut Mette Kvistvist blandt andet bruger til genoptræning, generel muskelopbygning og vægttab. Du kan læse mere om den her. Også inde ‘bagved’ fik vi fornøjelsen af at vise store og små vores faciliteter, og mange fik en god snak med dyrlæger og veterinærsygeplejersker, som viste rundt på dagen.
Ikke mindst var der lidt godt til ganerne. Der var sodavand, slushice og popcorn til dem der ikke var til øl fra Viborg Bryghus, og alle blev budt på en pølse fra Menu‘s delikatesse – og mon ikke der var en hund eller to, der også smagte slagterens frankfurtere.
Som i støtter os, prøve vi også at finde lokale leverandører – derfor er det selvfølgelig også Kelds Udlejning og Viborg Ballon der har leveret det sidste til festen
Vi kan ikke sige andet end tak – og at vi glæder os til mange flere år.